Årets vigtigste kamp for LSF Gå-Fodbold - den uofficielle landskamp Danmark vs Skotland.
Der skulle bankes lidt selvtillid i de danske spillere, så de blev præsenteret for en ny uofficiel landsholdstrøje, og der kom straks smil på læberne. Gårsdagens mange kampe havde dog gjort sin indflydelse, og det var nogle meget trætte danske drenge som humpede ud på banen. 2 spillere var på skadeslisten, så vi måtte låne en målmand. Dette gav lidt udfordringer, for Mugge var så glad for det lyserøde målmandssæt!
Stævneledelsen havde sørget for indmarch og ærespokal til dagens kamp på Salou Stadium. De to anfører henholdsvis mr. Jim Hewitt og Big Q hilste på hinanden og lovede ‘a clean fight’
De danske spillere må tilskrives noget af en heroisk indsats, så som ‘Puerto Rico Claus’ som heldigvis er vant til de varme klima, kæmpede bravt, så han fik sved på panden. Bo ‘Fup’ spillede som aldrig før, og der blev vist blændende teknik også anerkendt af skotterne. Michael ‘Stoke’ blev nummer 2 på vores topscoreliste, så han var pavestolt. Miraklernes tid er ikke forbi, at mod alt forventning lykkedes det ‘La Santa Ole’ at score et mål, ja, han scorede! Det var et straffespark, hvor han ramte bolden helt forkert, og målmanden sprang til den forkerte side. Så vidt vi ved, så render han stadig rundt ude på stadion i bar mave og vifter med trøjen.
Kampen endte 3-1 i danskernes favør med mål af; ‘Stoke City’, ‘Leeds United’ og ‘La Santa Ole’. Skotternes mål blev scoret af Jim Hewitt, og han må gratuleres for kampens flotteste mål - well done Jim. Skotterne måtte puste i sækkepiben og lykønske danskerne med den flotte sejr. Aldrig har en taberøl smagt så godt.